Bestyrelsen får ofte henvendelser om skimmelsvamp i vinterhalvåret. Det gælder typisk skimmel i karnapper og hjørner mod ydermur.

Vi understreger at huset er bygget i 1912, og her havde man ikke de samme krav til og muligheder for isolering som vi har i dag. Lidt skimmel i hjørnerne er en helt naturlig del af livet i en gammel bygning som vores, og det er ikke noget hverken ejerforeningen eller forsikringen vil gå ind i.

Du kan selv gøre meget for at forebygge skimmel:

  • Luft ud mindst 2-3 gange om dagen.
  • Undlad at sætte møbler direkte op ad en ydermur.
  • Fjern begyndende skimmel med Rodalon eller lignende.
  • Sæt en el- eller olieradiator i karnappen.
  • Sæt en affugter i stuen som fx kan køre om natten og mens beboerne er på arbejde.
  • Fjern savsmuldstapet og lignende samt evt. puds fra muren og giv det rå murværk forankringsgrunder eller diffusionsåben maling.
  • Få efterisoleret karnappen indefra. Husk at få autoriseret hjælp til det, så fugt ikke spærres inde mellem isolering og ydermur.

Hvis du mener at probemet ikke kan tilskrives almindelig fugt, så tag et billede og send en mail til bestyrelsen. Hvis fugtskaden er opstået som følge af skade på bygningen, fx. et sprængt vandrør, dækker ejendommens forsikring.